Ford Capri runder 50 år som ikonisk sportsvogn

05-09-2019

Det var året, hvor månelandingen stjal overskrifter og hvor den legendariske Woodstock-festival løb af stablen for første gang. Mange husker dog også året for introduktionen af Ford Capri.

Da den ikoniske sportsvogn blev lanceret i 1969, blev den døbt ’bilen, du altid lovede dig selv’ – et løfte, som mere end 1,8 millioner mennesker siden har indfriet. Capris enorme efterspørgsel sendte Fords samlefabrik i Køln på overarbejde, der havde modellen i produktion de næste 17 år over tre generationer indtil 1986. Siden da har utallige mennesker ejet, kørt og nydt bilen, som i dag er en af Europas mest genkendelige sportsvogne.

En ny jubilæumsvideo sætter nu fokus på Capris 50-årsfødselsdag med en Ford Capri RS2600 i hovedrollen. Den sjældne rallymodel tager på et nostalgisk roadtrip, der strækker sig fra dens fødested til skovområderne nær Eifel-bjergene – hvor bilen blev udførligt testkørt inden sin lancering – og videre til racerbanerne i Spa i Belgien og Zandvoort i Holland, hvor berømte Capri-sejre fandt sted.

“Caprien var bilen, der tillod menigmanden at leve drømmen,” udtaler Steve Sutcliffe, journalisten som tager på eventyr i den klassiske Ford-model. ”Den fik føreren til at føle sig som en konge bag rattet, hvilket den stadig gør. I sidste ende handlede den om selve den rendyrkede glæde ved at køre noget, der føltes anderledes.”

Den viste Capri i videoen er fra Fords egen historiske bilsamling. Den er udstyret med en V6-motor og tilbagelagde mere end 700 km over seks dages optagelser, der indebar et par omgange på den berømte racerbane i Zandvoort. Den 47-årige bil gjorde et varigt indtryk.

 “Jeg er forelsket i den her bil, fuldstændig forelsket,” indrømmer Sutcliffe, der antyder, at Ford Capri stadig er en bil, man burde drømme om den dag i dag.

Se flere nyheder

Nyheder og events

Aktuelle kampagner

Se tilbud fra Martin Iversen Aps

Nyheder og events

Se nyheder fra Martin Iversen Aps